torsdag den 21. juni 2012

Hyldeblomster

Da hyldeblomsterne er i sæson nu, er det bare med at få lavet en masse lækkerier med dem, så man senere på året kan få glæde af denne dejlige sommersøde smag.

Jeg er gået lidt amok og har udvidet repertoire i år.



Hyldeblomstsaft, klassikeren:

40 hyldeblomstklaser
3 citroner
2 l kogende vand
1 kg hvid sukker
0,5 kg flormelis
50 g citronsyre

Kom blomsterklaserne i en spand eller stor skål. Skyl citronerne grundigt, og skær dem i tynde skiver. Læg citronskiverne på blomsterne. Bring vandet i kog, og hæld det over blomster og citroner. Tilsæt sukker, og rør, indtil det er blevet opløst. Rør citronsyren i. Dæk spanden/skålen til, og lad den stå i 3 døgn. Si blandingen. Hæld saften på rengjorte flasker, skyllet i atamon. Opbevares i køleskab. Saften kan også fryses.



Hyldeblomst-jordbærsaft:

Samme opskrift som ovenfor tilsætter dog:

500 g jordbær friske eller frosne

som moses og ligges i spanden/skålen sammen med resten.



Hyldeblomstsalt:

opskriften er Camilla Plums

200 g meget groft salt
2 hele nye hvidløg
2 eller flere røde chili
0,5 l hyldeblomster
skal af to citroner



Skræl citronerne tyndt, skær hvidløgene i 8 dele, flæk chilierne og tag kernerne ud. Nulr blomsterne af cirka 20 hyldeskærme. Gem halvdelen af blomsterne, og kom resten af tingene i foodprocessoren og kør, til det er et groft kryddersalt. Der må gerne ligge flager af chili og citronskal.

Bland nu med resten af blomsterne, og bred det ud på et fad. Stil i solen eller et andet lunt og tørt sted. Når det er helt, helt tørt, kommer man det i et glas med patentlåg. Det tager sin tid at tørre. Først er det ret tørt, så trækker saltet al væde ud af de andre ting, og så tørrer det for alvor.

Med en krukke hyldeblomstsalt i skabet behøver man ikke tænke så meget over, hvad man skal gøre ved sin kylling eller sine grillanstrengelser med gris, lam og kalv, før glasset er tomt. Det er klart også muligt at tilsætte flere krydderier til saltet - kardemomme, spidskommen, bukkehornsblade, sortpeber, citrontimian - men denne her helt basale version er mest anvendelig.

Saltet kan bruges med det samme, før det er tørret, og holder sig i tørret form i årevis.

Jeg lavede to varianter en med rød chili og en med grøn. Har dog ikke smagt det endnu, men det ligger og tørrer.



Hyldeblomst eddike:

4-5 hyldeblomstklaser
1 l lagereddike uden farve (hvidvinseddike kan også bruges)

Hyldeblomstklaserne kommes ned i en skoldet flasken. Hæld lagereddike over og sæt låg på.
Lad eddiken trække mindst 4 uger - gerne i en vindueskarm med sol. Hvis du vil have klar eddike skal du si eddiken gennem et kaffefilter. Du kan også vælge at lade blomsterne blive stående i eddiken. Så vil smagen blive stærkere med tiden.


Lover at der kommer flere hyldeblomstopskrifter og billeder af projekterne, men for nu må det være opskrifter :-)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar